Number 1 provider of human talent within technology & life science

 

QA Manager & QP, Orkla Care / 1778/CLOSED

Virksomheden
Orkla Care’s lægemiddelfabrik ligger i Lynge. Produktionen er en GMP-produktion og her produceres lægemidler og kosttilskud til Danmark og udlandet. Egne produkter er bl.a. Samarin og HUSK, men derudover har de en række receptpligtige lægemidler inden for flere forskellige terapeutiske områder, der produceres for andre lægemiddelvirksomheder.

Best Talent søger nu på vegne af Orkla Care en kompetent og engageret QA Manager & QP til lægemiddelproduktionen i Lynge. Har du erfaring med kvalitetsarbejde fra en lægemiddelproduktion? Og vil du synes, at det er spændende at arbejde med at kvalitetssikre mange forskellige produkter på en moderne lægemiddelfabrik, så får du muligheden her.

Du træder ind i et dygtigt team, som består af 4 laboranter, en QC Specialist, en QA Specialist og en Quality Manager, som glæder sig til at byde dig velkommen.

QA Manager & QP til lægemiddelproduktion

  • Spændende virksomhed i vækst
  • Afvekslende job med stor indflydelse og mange forskellige produkter
  • Medlem af GMP-gruppen, nøgleperson ved kundeaudits
  • Forretningsorienteret og engageret personlighed

Udfordring
Du vil få din daglige gang på GMP-produktionen i Lynge. Det er en produktion, som medarbejderne er stolte af, og hvor der arbejdes tæt sammen på tværs for at optimere både kvalitet, effektivitet, arbejdsmiljø og bæredygtighed. Du kan her se frem til en arbejdsplads, hvor alle kender hinanden, og hvor der er et godt sammenhold. Fabrikken beskæftiger ca. 40 medarbejdere og der arbejdes meget fokuseret på at fremstille produkter, der lever op til kundernes høje forventninger til kvalitet.

Som QA Manager & QP vil du være med til at optimere og sikre, at QA-funktionen er gearet til dagligdagen og fremtiden. Du er medlem af GMP-gruppen og har betydelig indflydelse på kvalitetsspørgsmål og er virksomhedens QP’er og GMP-ekspert. Du er forretningsorienteret og forstår, hvad det betyder, at virksomheden er ordreproducerende og kontraktfremstiller. Ligesom du også fungerer som nøgleperson ved kundeaudits og inspektioner. Du er altså ansvarlig for alle relaterede QA-spørgsmål i et tæt samarbejde med interne og eksterne kunder.

Du kommer med en bred indsigt i alle dele af produktionen og er fortrolig med de kvalitetskrav, der stilles til lægemidler og naturlægemidler. Hverdagen er præget af mange forskellige opgaver og byder ofte på spændende udfordringer. QA Manageren fungerer som sparringspartner for mange dele af virksomheden, og du skal derfor have lyst til at arbejde på tværs i organisationen med R&D, Produktion og Teknisk afdeling.

Du vil få ansvar for:

  • Vedligeholdelse og udvikling af kvalitetssystemet, der er nødvendigt for Orkla, der har autorisation som lægemiddelfremstiller
  • Frigivelse til markedet af færdigvarer (QP-ansvar)
  • Ansvarlig for kvalitetssystemet i relation til myndigheder
  • Rådgivning i kvalitetsspørgsmål, samarbejde på tværs af sites om fælles QA-spørgsmål
  • Ansvarlig for reklamationsbehandling og tilbagekaldelser
  • Ansvarlig for Change Control systemet
  • Deltagelse i interne og eksterne audits, herunder audit af kontrakttagere
  • Forestå PQR-udarbejdelse
  • Drive systemet for afvigelser og CAPA-håndtering

Orkla Care tilbyder dig faglig og personlig udvikling i en motiveret virksomhed. Der er en fri omgangstone, et dynamisk og uformelt arbejdsmiljø, hvor de formår at kombinere høj professionalisme med en arbejdsdag, hvor der er plads til en let og humoristisk omgangstone. Det betyder, at du kan sætte dit præg og gøre en forskel. Du vil referere til deres Quality Manager.

Talent
Du har en relevant akademisk naturvidenskabelig baggrund som f.eks. Farmaceut eller anden uddannelse, som basis for at kunne blive QP. Du har mindst 3-5 års erfaring inden for QA og GMP-produktion og du har erfaring til at kunne fungere som QP’er.

Du er en motiveret og velkvalificeret person med en udviklingsorienteret tankegang. Du er vant til at arbejde ud fra høje QA-standarder, uden dog at være firkantet. Du er omhyggelig, arbejder struktureret og tager ansvar. Du har et godt overblik og kan holde hovedet koldt, da afdelingen har mange bolde i luften. Du er udadvendt og imødekommende og er god til at dele viden. Du kan bidrage bredt og evner samtidig at kommunikere med folk på alle niveauer. Du samarbejder gerne både med eksterne og interne partnere. Du har et godt humør, er humoristisk og kan lide at arbejde i en flad organisation med en afslappet omgangstone. Du taler og skriver naturligvis fremragende engelsk.

Det er optimalt, hvis du har godt kendskab til fremstilling af ikke-sterile tørre lægemiddelformer som tabletter, kapsler, granulater, pulvere osv. Du skal se denne stilling, som en rigtig god mulighed for at få din faglige viden i spil med mange forskellige ansvarsområder og arbejdsopgaver.

Ansøgning
Best Talent varetager ansættelsesprocessen på vegne af Orkla Care og behandler din ansøgning fortroligt. Send din ansøgning med CV mærket ”1778/ QA&QP” via e-mail til job@besttalent.dk. Du kan læse mere om Best Talent på www.besttalent.dk

 

Besttalent.dk bruger cookies. For at give dig en bedre oplevelse gemmer vi informationer om dit besøg. OK